Valle gemmer på middel mod fedme

12. september 2012

Vallen, der traditionelt er blevet opfattet som et spildprodukt, indeholder vigtige proteiner, der kan have en gavnlig effekt mod fedme og kolesterol.

Det er længe siden, at valle fra ost og surmælksprodukter udelukkende var et spildprodukt. I dag bliver proteinerne i vallen udnyttet til blandt andet proteinpulver, da der på verdensplan er mangel på proteiner. Og faktisk har proteinerne fra valle flere gode egenskaber. Promilleafgiftsfonden har via Mælkeafgiftsfonden støttet et forskerhold fra Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet i at identificere, hvilke proteiner der er ekstra gode. For faktisk indeholder valle et skjult våben mod fedme.

”Det ser ud til, at der findes noget i valle, som medfører, at folk, der indtager valleprodukter, ikke tager lige så meget på, som folk, der spiser en sammenlignelig kost uden valleprotein. Så der findes tilsyneladende noget i vallen, som modvirker udvikling af overvægt,” forklarer seniorforsker Christian W. Heegaard fra Aarhus Universitet.

Gevinst for erhvervet og samfundet
Det er nu hans og kollegernes opgave at identificere det helt særlige i vallen, som er godt mod fedme. Det lader til, at der er nogle proteiner i vallen, som giver nogle mæthedshormoner, og hvis de proteiner kan identificeres, kan de bruges til at få overvægtige til at spise mindre.

At vallen kan udnyttes til produkter, der vil have en sundhedsmæssig virkning, er ikke kun godt for mejerierne, som kan få en merværdi for deres produkter – det er også godt for samfundet.

”Der er en fedmeepidemi på vej, og det har store sundhedsmæssige konsekvenser. Så der er et marked for mælke produkter, som kan være med til at regulere vægten og dermed spare samfundet for mange sundhedsudgifter,” siger Christian W. Heegaard.

Protein til at binde kolesterol
Udover at identificere proteiner mod fedme, arbejder forskerholdet også på forsøg med et kolesterolbindende protein fra valle, som transporterer overskydende kolesterol ud af kroppens celler. Nogle mennesker mangler dette særligt protein, og det betyder, at kolesterol ophober sig i kroppen, hvilket er livsfarligt.

”Vi har allerede lavet forsøg med mus, der som patienterne mangler proteinet. Hvis man sprøjter valleproteinet ind i deres blodbaner, kan proteinet erstatte det manglende protein og fjerne det ophobede kolesterol i musens celler, så de igen kan fungere normalt”, fortæller Christian W. Heegaard.

Mælkeafgiftsfonden har støttet med 486.000 kroner, og projektet forventes at løbe frem til januar 2014.